lørdag den 18. november 2017

Nordisk mytologi

Nordisk mytologi er den overordnede betegnelse for de myter, legender og forestillinger om overnaturlige væsener, der var relateret til den før-kristne nordiske religion

SE MIN VIDEO FRA MIT GALLERI - HC HAUGE


Nordisk mytologi er den overordnede betegnelse for de myter, legender og forestillinger om overnaturlige væsener, der var relateret til den før-kristne nordiske religion. Den har rødder langt tilbage i tiden, men den kendes kun i detaljer fra vikingetiden. Mytologien bestod af fortællinger, som handlede om guders liv og deres virke i verden. Myterne handlede ikke kun om gudernes liv og deres konflikter med andre grupper af guddommelige væsener, men de var også symbolske repræsentanter for de oplevelser og ting mytefortællerne selv mødte i deres liv.



Mytologien blev til i et bestemt miljø, og det bestemte de temaer fortællingerne handlede om. De nordiske myter fortalte derfor om menneskets egen evige overlevelseskamp med naturen, om egne konflikter med andre slægter, og om de sociale spændinger i samfundet, selvom de beskrives som begivenheder i en overnaturlig sfære.

kuntmaler nordisk mytologi

Der fandtes ingen normative tekster, og det materiale, der er bevaret til i dag, er en række mere eller mindre tilfældigt sammenstillede kilder. Det er ud fra dem man har lavet en forskningsmæssig rekonstruktion, Jens Peter Schjødt betegner det som et i realiteten generaliseret idealbillede.Nogle af de mytologiske forestillinger og historier kom på den måde til at leve videre i folkloren. Nogle få elementer har på denne måde endda kunnet overleve helt frem til moderne tid; det drejer sig dog mest om forestillinger om mindre betydningsfulde mytologiske skikkelser, fx alfer, vætter, nisser og trolde. Som led i en international nyhedensk strømning, er der i de senere år opstået forskellige grupper, der forsøger at genskabe en religion (Asetro) baseret på den nordiske mytologi.

De myter, som er blevet overleveret til vore dage, blev nedskrevet af kristne forfattere i middelalderen. I før-kristen tid blev de overleveret som mundtlige fortællinger, der blev fortalt videre, fra slægtled til slægtled. Religionsskiftet betød, at mytologien langsomt uddøde som levende tradition, da de institutioner, der understøttede forsvandt. Samtidigt blev den overleverede mytologi kun bevaret pga. af den teknik, som kristendommen bragte med sig. I middelalderen var skrivning på pergament nært knyttet til de kirkelige institutioner, og de personer, der nedskrev mytologien, blev næsten med sikkerhed uddannet et sådant sted.



Historisk baggrund

For vikingetiden er det svært at lave en klar geografisk afgrænsning af Norden, og derved for mytologiens udbredelse. Grænserne var flydende, og når man bevægede sig væk hjemmefra blev de kulturelle forskelle større, og gradvist nåede man ind i et nyt kulturområde. Men trods de store lokale forskelligheder fandtes der en særskilt mytologi og kultur, der i blev holdt sammen af det fælles nordiske sprog. Overordnet set udgør den nordiske mytologi en forholdsmæssig ensartet betydningsmæssig verden, der igen er del af et større germansk fællesskab, og længere ude indoeuropæisk.



Den nordiske mytologi byggede hovedsageligt på den ældre germanske; de hedenske guders navne var nært beslægtede i hele det nordvestlige Europa. Det sparsomt overleverede materiale, som stammer fra det germanske område i Nord- og Vesteuropa, og viser et nært slægtskab mellem mytologierne. Kristendommen blev den dominerende religion i både det angelsaksiske England og i Tyskland flere hundrede år tidligere end den gjorde i Norden. Den traditionelle hedenske religion blev derfor undertrykt på et tidligere tidspunkt, og inden den hedenske tradition nåede at blive nedskrevet, som de blev i Norden. Af den grund stammer vores viden om de germanske myter hovedsageligt fra middelalderlige litterære kilder fra Skandinavien og Island.

Billeder fra bronzealderen kan forestille tidlige udgaver af kendte guder; fx er den store mand, som bærer en økse, og som kendes fra flere helleristninger, blevet identificeret med Thor. Men de kan ikke tolkes vha. af fx eddadigte, og derfor kan der ikke etableres en sikker forbindelse mellem bronzealderens og vikingetidens mytologi. De tydelige paralleller mellem solvognen og Skinfaxemyten kan muligvis tolkes som en årtusinder gammel ’’efterklang’’ i vikingetiden. Fra jernalderen er der overleveret få og fragmentariske levn til germanske forestillinger og myter, og ud fra dem, kan der påvises en tydelig kontinuitet mellem religionen blandt sydgermanerne fra 1. århundrede e.v.t. til nordgermanerne omkring 1000 e.v.t. Det er blevet påvist på baggrund af ikonografiske studier af det arkæologiske materiale en tydelig litterær og motivmæssig kontinuitet fra 500-tallet til 1200-tallet i et område der omfattede Sverige, Norge, Danmark og England.

Arkæologen Lotte Hedeager mener, at det tyder på, at de vigtigste myter i den nordiske mytologi grundlæggende blev overleveret i nogenlunde uændret form gennem hele perioden. Sandsynligvis var den i begyndelsen af perioden kun udtryk for en tradition, der var udbredt indenfor en fåtallig aristokratisk sfære, som først senere spredte sig til den brede befolkning i i hvert fald Norge og Island. Den germanske kultur var ikke den eneste, der påvirkede den nordiske. Komparative studier har bl.a. vist, at den nordiske mytologi også indeholder elementer fra såvel keltisk mytologi som samisk eller snarere finsk-ugrisk mytologi; indtil middelalderen var finsk-ugrisk kultur udbredt langt ned i Sydsverige og Norge. Intet tyder dog på, at samisk bjørnekult, laksekult og samiske jagtguder var udbredte i den nordiske kultur.

nordisk mytologi malerier

Formidling og overlevering

Den europæiske lærdomstradition blomstrede i Island i perioden lige efter religionsskiftet, og samtidig opstod der en interesse for den skandinaviske fortid, derfor blev mange af de traditionelle fortællinger nedskrevet og dermed bevaret for eftertiden. John Lindow foreslår, at denne indsamling og nedskrivning af den gamle mytologi er blevet inspireret af kristne tekster, fx Klemens saga. I den er der ligefrem en opfordring til læsning af de hedenske historier, så man den måde kunne opleve gudernes slette karaktér. Han mener på den baggrund, at den teologi, der kommer til udtryk i Yngre Edda er baseret på Romerbrevet 1:18-23. I fortælles det bl.a., at hedningene engang havde kendt den kristne gud, men siden havde vendt sig bort fra ham, for i stedet at begynde at dyrke afguder. Lindow mener, at det forklarer værkets euhemeristiske tilgang. Lindow mener desuden, at allerede de tidligste islandske skrifter, der hovedsageligt bestod af helgenvitae, kan bruges som indirekte levn til fx Thor og Odins betydning, når de beskrives som helgenernes dæmoniske hovedmodstandere i de islandske oversættelser af latinske tekster. I disse tekster, som i reglen er ældre end fx Snorres egentlige mytologiske værker, optræder også flere navne på de øvrige guder. Lindow mener, at det viser, at en omfattende viden om den hedenske mytologi var blevet overleveret i klostrene, da nogle af de karakteristika, der kendes fra den øvrige mytologiske litteratur, også findes i dem.



De fortællinger og forestillinger der knyttede sig til religionen i Norden udviklede sig over tid, og der har været store regionale forskelle. Før middelalderen var den nordiske mytologi næppe en del af en sammenhængende historie og kulturel enhed. Først da begyndte hedninge, under stærk påvirkning af kristendommen, at forsøge at skabe religiøse institutioner, som vi kender det fra eksempelvis den kristne kultur. Mytologien var i før-kristen tid snarere en dynamisk syntese af nye og gamle forestillinger, fra et stort geografisk område, og var genstand for stadig fornyelse og gendigtning.

Myter var ikke kun beretninger, billeder var parallelt med ritualer et andet vigtigt middel, til at videreformidle mytologiske traditioner. Den svenske religionsforsker Anders Andrén beskriver den nordiske litteratur, som kendetegnet af tableauer eller scener, der bindes sammen med korte verselinjer, dvs. der var en udpræget brug af tekstbilleder i modsætning til fx den græske episke tradition. Billedlige fremstillinger var sandsynligvis længe en helt integreret del af formidlingen af mytologien, samtidigt med at billeder har virket både styrende og begrænsende for motivvalget i fortællingerne. Det betød dog ikke, at den episke tradition var ukendt i Norden.
Motiv fra runesten, Ramsund, ca. 11. århundrede. Billederne viser en række begivenheder fra sagnet om helten Sigurd, der var kendt over hele det germanske område mens selve runeteksten omhandler arveforhold. Situationerne fra legenden viser hvordan Sigurd fik sin retmæssige skat.

Myter blev også brugt indenfor en helt bestemt kontekst, dvs. de var levende elementer i et bestemt samfund og led i en særlig kultur. Den enkelte myte skal derfor tolkes i relation til den tid og det sted den blev brugt eller nedskrevet i. De sociale forhold i samfundet har fx altid haft stor betydning for forståelsen og formidlingen af mytologiske fortællinger. Derfor var det sociale system i den mytiske verdens en kopi af den virkelige verdens, og i Norden, hvor slægtsskabsforhold var afgørende for de sociale relationer, var de det også i myterne. Vi må derfor formode, at man i Island har genfortalt myterne på en anden måde, og lagt vægt på andre elementer, end man gjorde i det øvrige Norden. Kommunikation mellem landene var mulig, og Island var på intet tidspunkt isoleret fra det øvrige Norden. Gennem hele vikingetiden og middelalderen foregik der derfor en livlig, om end ikke regelmæssig kulturel udveksling båret af økonomiske transaktioner mellem alle landene i hele Norden. Udover de geografiske forskelle, var der også sociale variationer, da der har været forskel på hvad overklassen og hvad almuen erfarede, fx rejste kongerne ganske ofte, og havde gode internationale forbindelser. En anden væsentlig begrænsning for vores forståelse er det forhold, at de vigtigste skriftlige kilder blev til i Island i 13. til 14. århundrede, da religionen ikke længere var levende. Trods disse forbehold er det i dag den mest udbredte opfattelse i forskningen, at der i det store billede har været en høj grad af kulturel kontinuitet i befolkninger i hele det nordiske område, og at de bevarede kilder bygger på ældre før-kristne beretninger, uden nødvendigvis at være direkte afskrivninger.

Myterne

Den store overordnede fortælling i mytologien var historien om forholdet mellem guderne og jætterne. De udgjorde yderpolerne i den kosmologiske ramme, og handlingen i de enkelte myter stammede fra spændingerne mellem dem. Det fjendtlige forhold skyldtes det første drab, og hævngerrigheden var i mange tilfælde igangsætter for konflikten i den enkelte myte. Fjendskabet mellem de to ætter ville dog først kulminere ved Ragnarok, hvor de i kamp ville udslette hinanden.[33] Den overordnede fortælling i mytologien handlede derfor om, hvordan guderne med efterhånden mere og mere desperate midler forsøger at udskyde det uundgåelige. Aktørernes placering i det kosmologiske rum afgjorde deres roller i mytens fortælling. Verden blev opfattet som en skive, hvor gudernes hjem lå i centrum, og de øvrige væsener befolkninger deres egne hjemverdner uden om. Jætterne og de andre af gudernes fjender, var placeret i periferien længst væk fra centrum, mens menneskene levede midt i mellem. Nederst lå underverdenen, her lå bl.a. dødsriget, men det var også hjem for andre kræfter. Kollektivt optrådte guderne som skabende, styrende, rådende og bindende magter. Noget der i myterne blev udtrykt gennem ord i neutrum pluralis; fx goð, regin, rögn, bönd og höpt. De var repræsentanter for den rette verdensorden, udtrykt gennem regelbundetheden i døgnets rytme og årets regelmæssige gang med spiring, høst og vinter, år og fred, de sociale grundmønstre og loven. Det forhindrede dog ikke guderne på individuel basis, at omgå reglerne, ligesom der ikke er bevaret forestillinger om at individuelle guddomme vil reagere på krænkelser af loven, hvis det ikke berørte gudens eget funktionsområde.[34]
I flere af myterne blev handlingen igangsat af en guds begær efter noget, der var placeret i periferien, hvilket medførte en rejse derud for at finde det. Overordnet set kunne myterne udspille sig i to forskellige planer: der var det horisontale, hvor aktørerne rejste mellem de forskellige verdener på det jordiske plan, og der var det vertikale, hvor man rejste til underverdenen. Handlinger, der involverede rejser den modsatte vej, fra periferien til det mytologiske centrum, opfattes altid som negative trusler mod verdensordenen. De gik mod den normale retning, og underminerede derfor asernes magtposition. Balancen blev altid genoprettet af gudernes handlinger, der pegede ud af. I myter, der involverede en horisontal bevægelse mellem gudernes og jætternes verden, lykkedes gudernes planer altid, det samme skete kun sjældent eller aldrig i myter, som omhandlede vertikale rejser til dødsriget og underverdenen. De blev også beskrevet som umådeligt farefulde, og indebar en risiko for, at man aldrig vendte tilbage.[35]



Ifølge Clunies-Ross skal modsætningen mellem guder og jætter forstås som billeder på tre vigtige modsætningspar i nordboernes verdensforståelse; de var natur kontra kultur, kvindelighed kontra mandlighed og orden kontra uorden.[36] Til gengæld var det gode og det onde ikke nødvendigvis en del af denne modsætning. De nordiske guder var ikke udelukkende gode, og deres modstandere var ikke udelukkende onde. De to ætter repræsenterede i stedet to forskellige dele af verden. Jætterne stammede fra urtiden, og havde derfor enorm styrke og besad den største indsigt i verdens indretning, mens guderne var vogtere af verdensordenen.[37] Guderne, og især aserne, var associeret med kulturen, mens jætterne var associeret naturen. Kultur og natur blev ikke opfattet som adskilte fænomener. Derimod var kulturen forbedret natur, og var et billede på menneskets samfund. Aserne var erobrere og herskere, men de behøvede også jætternes kræfter, kundskaber, ejendele og frugtbarhed, ligesom menneskene var helt og aldeles var afhængige af naturen for at overleve.[38]
Det var guderne, der havde etablerede den kosmiske orden, og de var derved garanter for kulturelle fænomener som fx retfærdighed, lov, visdom og orden. Deres modstandere derimod var repræsentanter for naturens ukontrollabel kræfter, der bl.a. omfattede kaotiske kræfter, frugtbarhed og døden. De udgjorde dermed en konstant trussel, både mod det guderne og menneskene havde opbygget. Fortællingerne beretter derfor om kraftfulde og handlekraftige guider (aser), og om krigere i konstant kamp der var vant til ufred, plyndring og ulykker, mens gudernes modstandere konstant søgte at ændre magtbalancen i verden til deres fordel. Clunies-Ross har foreslået, at der dertil fandtes en gruppe af andre langt farligere uhyrer, der ikke tilhørte jætternes slægt, men som udgjorde deres egen. Det var dyriske væsener, som i myterne fremstilles uden motivation og forklaring af deres handlinger. Gruppen omfattede bl.a. hunden Garm, Nidhug, Midgårdsormen, Gygrerne og måske endda Udgårdsloke, Surt og Muspell. Ifølge hende udgjorde de deres helt egen mytologiske gruppe, der kun repræsenterede destruktion og kaos, modsat jætterne, der også var knyttet til positive egenskaber, som fx frugtbarhed og skabelse.[39] Andre mytologiske skikkelser var bl.a. dværge og mennesker, der dog sjældent spillede andet end en birolle i de myter som guderne optrådte i. Aserne og vanerne sørgede for lov, orden og frugtbarhed, samt gav viden om fortiden og fremtiden, inspiration til skjaldekunsten, støttede konger så de sejrede i slag og bød de døde krigere velkommen i deres rige.
Myterne blev fortalt fra gudernes perspektiv, deres hovedinteresse var opretholdelse af den sociale orden i verden, og derved deres egen magtposition. For at forhindre, at jætterne etablerede deres egen verdensorden, måtte guderne tage alle kneb i brug. Gudernes brug af vold, snyd og bedrag for at nå deres mål og besejre deres fjender kunne retfærdiggøres ved, at det var selve verdens eksistens, der var på spil.[40] I realiteten var aserne og jætterne meget nært beslægtede, da Odins egen mor var jætte. Trods det meget tætte forhold, bliver forskellene mellem aser og jætter i meget høj grad understreget i alle myter.[41] Det skyldes ifølge Clunies-Ross, at selvom figurerne i myterne optrådte som antropomorfiske skikkelser, så handlede fortællingerne i høj grad også om ideologi og sociale imperativer. Et vigtigt budskab i mange af myterne var fx, at kulturen var en forbedring af naturen og dens ressourcer. Man var afhængige af naturens rigdomme, men de fik først deres sande værdi i det øjeblik de blev en del af den ordnede kultur, dvs. havde fået form og funktion.[

 


Om oliemaleriet

Oliemaleri

Oliemaleri er en maleteknik, der som bindemiddel for farverne i modsætning til tempera-, fresko-, akvarelmaleri etc. benytter olier, der tørrer ved luftens påvirkning. I øvrigt er oliemaleriets teknik højst forskelligartet og går under fortids og nutids eksperimenter umærkeligt over i andre fremgangsmåder.

Historie

Oliemaleriets tidligste historie ligger endnu til dels i mørke; i alt fald står der stærk meningskamp om dens karakter. Ved granskning af litterære hjælpekilder (gamle malerbøger, Theophilus Presbyter, Heraclius[1], Cennino Cennini etc.), farveeksperimenteren, indgående analyse af selve kunstværkerne lige til sprækkerne, der viser ind til farvelagene, og til blot undermalede og ufuldendte partier er man trængt langt ind mod forståelsen, men den afgørende kemiske analyse af oliens forekomst og anvendelse f.eks. i et van Eycksk eller Dürersk arbejde er man efter forholdets natur hidtil – dvs. begyndelsen af 1900-tallet – veget tilbage for. Striden har især stået om van Eyckerne som oliemaleriets opfindere i begyndelsen af 15. århundrede. Længe før deres tid har man anvendt oliefarver, ikke alene til bannere, bemaling af statuer og andet, men også i ret rigeligt mål i selve malerkunsten. Både historien (Vasari 1511-74) og den kunstneriske betragtning (farvernes glans, dybde, holdbarhed) viser imidlertid, at der med van Eyckerne er kommet et gennembrud i kunst og teknik, selv om altså grundsætningerne for denne teknik allerede i slutningen af 14. og begyndelsen af 15. århundrede for en stor del var udviklet af franske og tyske mestre.
van Eyckerne
Efter nøje undersøgelser (E. Berger]) synes det ny i den van Eyckske kunst at bestå deri, at den, i tilslutning til tidligere praksis med hensyn til forgyldning med mere, ved emulsion (forbindelse af fede olier med æggeblomme eller gummi) har fået olier og oliefernisser, der vanskelig tørres, (gjort?) opløselige i vand og hurtigt tørrende; den er altså teknisk set en olietempera og forener oliemaleriets og temperabilledets fordele; den anvender æggehvide-temperaen til reflekterende dækfarve, oliefarven til transparent (gennemskinnende) farve.
Når kunsten da efterhånden har forladt og glemt denne teknik, skulle det efter Berger blandt andet ligge i, at den van Eyckske manér krævede stor tålmodighed og megen færdighed, at de ved emulsion blandede farver ikke holdt sig længe under arbejdet, at overgangen til lærred ikke var gunstig for den så omhyggeligt tilvejebragte hvide, tykke kridtgrund, der i høj grad havde bidraget til farvernes lysen og transparens, at man under tidens hurtigmalen straks grunderede med olie, og at man, for at få olierne til at tørre hurtigst muligt, benyttede sikkativer, der dog ikke sjældent skadede billedernes holdbarhed.
Naturligvis fandt det ny oliemaleri hurtigst udbredelse i Nederlandene, derfra til Frankrig og Tyskland; medens Dürer malede sine billeder på lærred i tempera, fuldførte han malerierne på træ i olie på undergrundens tykke hvide kridtlag. Med Justus van Gent kom den ny teknik til Italien; i Venedig var Antonello da Messina dens foregangsmand. Giovanni Bellini malede snart i tempera, snart i olie. Overhovedet holdt temperateknikken sig længe hernede; Rafael undermalede i begyndelsen i tempera og blev først i den seneste tid helt og holdent oliemaler. Tizian gav den fri olieteknik et mægtigt stød fremad.
Teknik
De olier, oliemaleriet bruger, er især tørrende olier som lin-, nødde-, hampeolie og lignende. Farverne, vegetabilske eller mineralske, kan være dækkende eller gennemskinnende (lasur-)farver. Terpentin, tørrende fernis, retoucherfernis etc. er vigtige hjælpemidler til fortynding af farverne. Medens malerne tidligere selv tilberedte, rev, deres farver, leveres de nu fuldfærdige i tuber. Der bruges palet (tidligere ofte firkantet, nu oval), hvorpå farverne sættes op, malestok til understøtning af hånden for at give den fornødne sikkerhed, staffeli, fine (mår) og grove pensler etc.
Især tidligere maledes der meget på træ, poppel i Italien, eg og lind i Nederlandene, Tyskland og Frankrig, desuden males der blandt andet på kobber, med lim gennemtrukket kartonpapir og malerlærred; dette, der spændes på en blændramme (hvori kiler til at spænde lærredsfladen ganske jævn), er gerne grunderet (kridt, lim eller gips) før påspændingen. Til tider kan der males alla prima (ɔ: 'i første omgang', uden undermaling), således som det for eksempel blev skik i 18. århundrede. Men som regel spiller denne en væsentlig rolle. I begyndelsen grunderedes især i hvidt (kridt, gips etc.); efterhånden blev kridtlaget tyndere og tyndere; der benyttedes også som undermaling røde jordfarver (bolus), således almindeligt i 17. og 18. århundrede i Frankrig; Tizian synes fortrinsvis at have brugt grå undermaling.
Mens oliemaleriet blandt sine mange fordele har den tekniske lethed – farverne blandes let; man kan male vådt i vådt, med stor virkning overmales med gennemskinnelige farver, gives dybde i skyggen, uden at det sker på den gamle, møjsommelige stregmanér – og farvernes glans, fylde og materielle anskuelighed, kan som ulemper anføres farvernes utilbøjelighed til tørring (derfor kunstig tørring, sikkativer). Farvelagenes forskellige størkningsgrad medfører let en forrykning i farvernes styrkeforhold og kan forårsage sprækker; farverne kan slå ind (herimod benyttes en med rektificeret spiritus fortyndet fernis), slå igennem (eks.: ultramarinsygen, hvis karakter og lægemiddel von Pettenkofer har påvist, eftermørkne etc.
Malerirestaureringen, der i tidens løb har haft så mange synder på sin samvittighed, har særlig i den senere tid ofte smukke resultater at opvise; foruden det alt foran antydede kan således nævnes billeders overføring på frisk lærred.
Litteratur anvendt af Holck i Salmonsen:
Ludwig: Über die Grundsätze der Ölmalerei, 1876
Jänicke: Handbuch der Ölmalerei
Eastlake: Materials for a history of oil-painting, 2 bind, London 1847—69
Ernst Berger: Beiträge zur Entwicklungsgeschichte der Maltechnik, 3 bind, München 1897
Frimmel: Gemäldekunde, 1894
Vibert: Om Maleriets Teknik, København 1892
G. Kallstenius: Handbok i oljemålning, Stochholm 1915.

 

Kunstmalerier

danske kunstmalere gennem tiden

Kunstmaler - kunst, kunstnere, malerier, galleri, kunstmaler, kunstner, maleri, tegning, akvarell, art, atelier, bilder, billedkunst

Særlige regler for kunstmalere og billedhuggere

Indhold

Dette afsnit beskriver de særlige og lempeligere regler, der gælder for kunstmalere og billedhuggere, hvorefter de ikke har pligt til at tage værdien af færdige, men ikke solgte, værker ved indkomstårets udgang til indtægt, hvad varelagerloven ellers foreskriver.
Afsnittet indeholder:
  • Regel
  • Valgfrihed
  • Reglens betydning
  • Virksomheder omfattet af reglen
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Kunstnere har ikke pligt til at bruge reglerne i varelagerloven på deres lager af færdige, men endnu ikke solgte, værker ved indkomstårets udgang.

Valgfrihed

Kunstnere kan imidlertid vælge at bruge reglerne i varelagerloven, hvorefter de tager svingninger i værdien af fuldendte, men ikke solgte, værker i betragtning efter rimelige vurderinger.
Hvert enkelt værk bør vurderes konkret, og vurderingen må aldrig udgøre mindre end fremstillingsudgifterne. Se princippet i SKDM 1973, 120, hvor en kunstmaler ved at skænke sine kunstværker til ophængning i et kommunalt museum blev skattepligtig af et beløb, der svarede til værkernes fremstillingsudgifter, som han havde fratrukket i sin indkomstopgørelse.

Betydning af reglen

Det betyder, at kunstnere som regel kan vente med at indtægtsføre værdien af deres værker, indtil de er solgt og leveret til køberen, mens de fradragsberettigede udgifter kan trækkes fra straks.
Værkerne indgår fortsat i den kunstneriske virksomhed og dermed i varelageret i det omfang, de er til salg. Dette beror på en konkret vurdering, men kunne ytre sig ved at de medtages på udstillinger med henblik på at blive solgt. Se SKM2014.219.LSR, tidligere SKM2013.39.SR.
På den måde gælder der lempeligere periodiseringsregler for kunstnere, fordi der er taget hensyn til de svingende indtægter, som kunstnere ofte har, samtidig med at de slipper for at administrere og værdiansætte deres beholdning af færdige endnu ikke solgte kunstværker ved indkomstårets udgang.

Bemærk

Den skatteretlige bedømmelse af kunstneres driftsomkostninger er den samme som den, der foretages for andre grupper af selvstændigt erhvervsdrivende.
Det samme gælder sondringen mellem selvstændigt erhvervsdrivende og lønmodtagere.

Se også

Se også afsnittene
  • C.C.1.2 om afgrænsningen over for lønmodtagere og honorarmodtagere   
  • C.C.1.3 om sondringen mellem ikke erhvervsmæssig virksomhed, også kaldet hobbyvirksomhed
  • C.C.1.3.2.6 om sondringen mellem ikke erhvervsmæssig virksomhed, også kaldet hobbyvirksomhed, i relation til kunstnerisk virksomhed.

Virksomheder omfattet af reglen

Reglen gælder personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed som kunstmaler eller billedhugger.

 

En kunstmaler

En kunstmaler er en kunstner  

En kunstmaler er en kunstner, der med kunstsans laver malerier ved at påføre farve (for eksempel oliemaling eller pastelfarve) på en overflade. Typisk påført med en pensel på et lærred udspændt på en ramme af træ placeret på et staffeli.
Køb og salg af Kunstmaler i Malerier - Oliemaleri, Landskab

Tjek min hjemmeside:

http://kunstmaleren.blogspot.dk

Billedkunstner Hc Hauge


kunstmaler, billedkunstner, der udfører malerier. Kunstmalere kan være selvlærte (autodidakte), uddannet privat eller på kunstakademier, i Danmark i København, Aarhus og Odense, se kunstneruddannelser.


Jeg arbejder som kunstmaler på fuldtid

Etymologi

kunst +‎ maler

Substantiv

kunstmaler fælleskøn
  1. En person, der maler malerier

Bøjning

Ental ubestemt
en kunstmaler


Ental bestemt
kunstmaleren


Flertal ubestemt
kunstmalere


Flertal bestemt
kunstmalerne




søndag den 18. september 2016

Hc Hauge-Rasmussen har fået ny hjemmeside

Ny hjemmeside

Hej alle kunst elskere! Hc Hauge-Rasmussen har fået ny hjemmeside. I kan nu købe hans kunstværker direkte fra kunstneren selv på hjemmesiden :

http://kunstmaleren.blogspot.dk


 Ring på : +45 22 89 16 13

Hvem er vi?
KinkNationens mål er at bygge et åbent og levende community for BDSM, fetich og kinky sex.

KinkNationen bliver drevet af folk fra BDSM- og fetich-miljøet i Danmark med det mål at skabe et moderne og åbent web site. 

KinkNationen et dansksproget BDSM-site hvor alle med interesse for BDSM eller fetich kan komme, og hvor alt er gratis.

Hvad er KinkNationen?
Et seriøst sted at diskutere, skrive og mødes. Et sted hvor du kan knytte venskaber eller finde partnere til sex, leg eller livet. KinkNationen er baseret på et moderne web community og sproget er dansk. 

Hvem er KinkNationen for?
KinkNationen er for alle der i seksuel sammenhæng interesserer sig for
Dominans, dvs. at bestemme over andre.
Underkastelse, dvs. at lade sig bestemme over.
Sadisme, dvs. lyst til at tilføje smerte.
Masochisme, dvs. at blive udsat for smerte.
Bondage, dvs. at binde eller fastgøre andre eller at blive bundet/fastgjort.
Disciplin eller gammeldags opdragelse med smæk eller på anden måde.
Fetich, dvs. interesse for speciel og anderledes påklædning som f.eks. lak, læder, latex, gummi, uniformer, korsetter, høje hæle og meget andet.
Kinky sex, dvs. sex på andre måder end "normalbilledet".